Inspiration Tips & tricks

Guide: 5 tips til at finde billige flybilletter

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr

Flybilletter er en af de største udgifter i forbindelse med at rejse. Derfor er det også alfa og omega at vide, hvordan man finder de bedste flybilletter, til den bedste pris. I denne guide til billige flybilletter, giver jeg dig mine 5 bedste tips, som du nemt kan benytte næste gang du leder efter billige flybilletter til rejsen.

1. Glem myterne

Det første tip er super simpelt. Du skal nemlig starte med at glemme ALLE myter, som du tidligere har hørt, omkring hvordan man finder de billigste flybilletter. Her tænker jeg især på to myter, som du med statsgaranti har hørt eller læst om tidligere. Her kommer de:

Myte 1: ”Det er billigere at bestille en flybillet om tirsdagen, end om torsdagen”

Nej, det er overhovedet ikke billigere. Der ikke specifikke dage, som er billigere at bestille flybilletter på end andre. Selvfølgelig kan du godt komme ud for, at en billet er billigere om tirsdagen, end den er om torsdagen. Men det skyldes udbud og efterspørgsel, og intet andet. Der er ingen algoritme der automatisk skruer prisen i vejret på specifikke dage.

Til gengæld er der en tommelfingerregel for hvor tidligt man skal booke sin flybillet, men det vil jeg komme mere ind på længere nede i guiden. Nu videre til den næste myte.

Myte 2: ”Slet dine cookies – prisen stiger jo mere du søger på den samme billet”

Dette er efterhånden den mest ”kendte” myte indenfor søgning på flybilletter (og rejser generelt), men det passer heller ikke. Der er ingen beviser for at denne myte er sand, og jeg har aldrig selv oplevet det. Og jeg foretager i omegnen af 100-200 søgninger HVER DAG. Hvis det overhovedet kan gøre det.

Prisen på flybilletter bliver fastsat ud fra en utrolig kompliceret algoritme, som tager forbehold for udbud/efterspørgsel, rejseperiode, konkurrentens priser osv. Derfor kan du sagtens opleve, at prisen på et kort øjeblik stiger (eller falder). Denne ændring har intet at gøre med hverken din adfærd, din bopæl, dit computermærke eller lignende. Derimod kan det skyldes, at en familiefar fra Købenavn netop har booket 4 billetter på selvsamme rute og der derfor er stor efterspørgsel på billetten.

2. Bestil i god tid – men ikke for tidligt!

Bestil dine flybilletter i god tid! Som udgangspunkt kan det næsten aldrig svare sig at vente til sidste øjeblik, med mindre du rejser i højsæsonen. Eller hvis du gerne vil på en afbudsrejse – men det er også den eneste undtagelse. Men hvor tidligt skal du så bestille dine flybilletter? Som jeg kort var inde på tidligere, så er der en tommelfingerregel for dette og den får du her.

Hvis du rejser udenfor højsæsonen (ferier, helligdage, højtider, osv.) bør du booke dine billetter 6-8 uger før afrejse. Hvis du rejser i højsæsonen ((ferier, helligdage, højtider, osv.) bør du booke dine flybilletter så tidligt som overhovedet muligt. Her snakker vi gerne 3-4 måneder før.

Planlægger du en storbyferie til London udenfor de populære rejseperioder, bør du vente til 6-8 uger før afrejse med at booke flybilletter. Omvendt, hvis du gerne vil fejre nytår i London, så skal du sørge for at booke din billet OMGÅENDE. Jeg håber at det giver nogenlunde mening.

Og et lille bonustip i forhold til dette er: SLÅ TIL hvis du ser et godt tilbud. Er du i tvivl om prisen er god, så benyt Dansk Flyprisindex, hvor du kan følge priserne. Det kan du læse mere om her. Du er også mere end velkommen til at kontakte mig, hvis du er i tvivl.

3. Brug søgemaskiner og prisagenter

Det er altid en god idé at bruge søgemaskiner – og gerne flere af dem i samme søgning.  Søgemaskiner (eller portaler) er hjemmesider, som gennemsøger forskellige flyselskaber og billetudbydere og lign. for til sidst at komme frem med den perfekte flybillet.

Jeg bruger selv Momondo, Travelmarket og Skyscanner når jeg søger flybilletter – og gerne endnu flere. Også til den samme søgning. Det skyldes at søgemaskinerne, af forskellige årsager, ikke altid viser de samme søgeresultater. Så et godt tip er at bruge flere forskellige søgemaskiner, i samme søgning.

En anden god ting ved søgemaskinerne er prisagenter. Sider som Momondo og Travelmarket tilbyder nemlig at du kan overvåge prisen på en specifik flybillet. Dvs. at hvis du allerede nu ved, at du om et halvt år skal til London på en specifik dato, så opsæt en prisagent. Så holder den løbende øje med prisen og holder dig opdateret. Du kan derfor læne dig tilbage og slå til, når du føler at prisen er rigtig. Det er super smart!

4. Vær fleksibel – med rejselængde og datoer

Fleksibilitet er nøglen til billige flybilletter. Jo mere fleksibel du er, jo større er chancen for at du finder billige flybilletter – eller et godt scoop, som jeg kalder det. Hvis vi starter med datoerne, så bør du generelt sørge undgå skoleferier, weekender, helligdage osv. Det er her alle andre vil rejse og dermed bliver prisen presset én vej – og det er opad. Hvis du er nogenlunde fleksibel, kan du oftest finde flybilletter til halv pris (hvis ikke billigere), hvis du rejser udenfor de førnævnte perioder. Drømmer du f.eks. om et par dage i London, så glem alt om efterårsferien og rejs ugen efter.

Det er selvfølgelig ikke alle der har mulighed for at rejse udenfor weekender, skoleferier og helligdage. Har du ikke det, så  gælder reglen om fleksibilitet stadigvæk. Hvis du er fast besluttet på at rejse til London i vinterferien, er det en god idé at ”lege” med de omkringliggende datoer (og rejselængde). På den måde kan du finde frem til det bedste (og billigste) rejseinterval. Det kan sagtens være at du kan spare hundredevis (måske tusindvis) af kroner på at rykke rejsedatoerne et par dage frem og tilbage. Eller på at vælge 3 dage i London fremfor 4 dage – det hele handler om at være fleksibel.

Vil du lære, hvordan du kan spare 1359 kroner på at benytte ovenstående tip?
Jeg har lavet en uddybende guide til at finde de billigste flybilletter. Her viser jeg, hvordan jeg fik en besparelse på 1369 kroner, på blot at rykke min afrejsedag fra søndag til tirsdag. 1359 kr. (!)
Du kan tilmelde dig guiden herunder 👇🏻

 

5. Følg med på hjemmesiden – og meld dig ind i min rejsegruppe på Facebook!

Det sidste tip er selvfølgelig at følge med her på bloggen, hvor jeg dagligt deler rejsetilbud og har en specifik kategori til flybilletter (den finder du her HER). Derudover har jeg en lukket facebookgruppe, hvor jeg finder og deler endnu flere rejsetilbud. Disse tilbud er KUN tilgængelig for gruppens medlemmer! Det er gratis at blive medlem og du kan tilmelde dig ved at klikke her.

Oliver fra Travelscoop

Mit navn er Oliver, og jeg er en 25-årig nordjyde med rejsefeber. Med en masse rejseerfaring i rygsækken finder jeg dagligt de bedste rejsetilbud til dig. Du kan læse mere om mig (og Travelscoop) ved at klikke HER. __________________________________________________________________________________________________ Dette indlæg kan indeholde affiliate-links (reklamelinks), som betyder at jeg tjener et mindre beløb, når du klikker på mine links. Denne indtjening er med til at drive bloggen, og samtidig sikre at indholdet er gratis, og ikke mindst fri for irriterende bannerreklamer osv. Det kan du læse mere om her: rejselinks

Skriv en kommentar