Gæstebloggere Inspiration Rejseguides

Out & about: En dag i Rom

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr

Travelscoops faste gæsteblogger Julie vil i denne Out & About guide dig til hvordan du oplever det autentiske Rom, hvis du har begrænset tid. Hvad skal du slå vejen forbi, hvis at du kun har én dag i den italienske hovedstad? Læs med her og bliv inspireret. God læselyst.

Hvem står bag?

Mit navn er Julie, og jeg er tosset med at rejse! Faktisk så meget, at mit karrierevalg faldt på en kandidatuddannelse i Turisme. Gennem min praktiske erfaring fra rejsebranchen såvel som mit personlige kendskab til rejseverdenen vil jeg i blogindlæggene Out & About sørge for at fylde jeres kuffert med insiderviden og mine bedste tips og tricks, så I er godt klædt på til jeres næste rejse!

Out & About: En dag i Rom

Alle veje fører til Rom – det ved vi alle sammen godt – men hvor skal vejen føre hen, når man er kommet til Rom? Og hvad skal man opleve, hvis man kun har begrænset tid i Den Evige Stad? Jeg har selv oplevet byen over 2 omgange, begge gange havde jeg heldigvis 4-5 dage at gøre med, men jeg har forsøgt at opsummere de ting, jeg synes, er absolutte musts – kogt ned til oplevelser, som rent faktisk kan nås på bare én dag!

En dag i Rom

Godmorgen fra verdens største kirke

Jeg ville starte min dag i Rom med at besøge Peterspladsen og ikke mindst Peterskirken, som med sine 5.000.000 m3 er verdens største. Kirken og pladsen er hvert år besøgssted for syv millioner mennesker, så her kan blive ret crowded, men om morgenen er her efter sigende ikke så mange. Jeg ville nyde synet af de storslåede søjler og pladsens statuer og tage et kig ind i den enorme kirke, som får selv den højeste mand til at kaste nakken bagover af ren fascination over de overvældende smukke kunstværker af Michelangelo og Bernini. Havde jeg haft mere tid, ville jeg bestemt også aflægge Vatikanmuseet og det Sixtinske Kapel et besøg.

En dag i Rom

Formiddagsvisit i Roms dagligstue

Efter et besøg i Vatikanet trænger man ofte til lidt luft til hjernen, så jeg ville snuppe en gåtur over Tiberen forbi Castel Sant’Angelo hen til Piazza Navona. Pladsen kaldes Roms dagligstue, og den er faktisk præcis så hyggelig, som den lyder. Her samles gadehandlere, malere, musikanter og folk, som bare nyder den gode atmosfære. Jeg ville snuppe en cappuccino eller en hurtig frokost på en af de mange gadecaféer og nyde et lille hvil i den italienske sol. Er man keen på endnu en kirke, ligger det historiske Pantheon ved Piazza della Rotunda blot nogle gader herfra.

Gelato ved Trevi

Legenden siger, at smider man en mønt i Trevi-fontænen, har man sikret sig, at man vender tilbage til Rom. Fontænen fra 1700-tallet er Roms største og et flot og kunstnerisk syn i sig selv, men jeg ville foretrække at få kastet den mønt, knipset et hurtigt selfie og finde den første og den bedste gelato-bar, når jeg kom hertil. Her er nemlig højest sandsynligt mange mennesker. Jeg ville slå vejen forbi Den Spanske Trappe, inden jeg ville finde min indre historiker frem til den næste store seværdighed.

Eftermiddagssol på Palatinerhøjen

Man kan ikke sige Rom uden at sige Antikken – og om man er historie-interesseret eller ej, bør man slå vejen forbi Forum Romanum og Palatinerhøjen. Fra Den Spanske Trappe til Palatinerhøjen kræver det en lille tur med bus 85 eller med metroen ind omkring byens hovedpulsåre Termini – begge med retning af Colosseum. Dyk ned i Romerrigets ruiner, fornem det gamle forums storhedstid og nyd udsigten fra den 40 meter høje højdedrag, som er den ældste del af byen.

En dag i Rom

Solnedgang over Colosseum

Efter en begivenhedsmættet (og måske også lidt lang) dag, ville jeg slå mig ned på et af områdets mange pizzarier – for ja, Italien equals selvfølgelig pizza, kunne man forvente andet? Og her ville jeg bestille en klassiker. De pizzaer, man får i Rom, er ikke overdynget med alskens toppings som pepperoni, skinke, cocktailpøler og kebab på én gang, som vi kender dem derhjemme. Less is more – og kombinationen tomat, frisk mozzarella og basilikum på den sprødeste pizzaskorpe går man altså bare aldrig galt i byen med i Rom! Når gadelygterne tændtes og himlen blev rød-lilla ville jeg søge med Den Uendelige Bys største varemærke: Det 2000 år gamle amfiteater. Med en smuk solnedgang i baggrunden og udsigten over Colosseum finder man ikke bedre scene til at afrunde en uforglemmelig dag i den italienske hovedstad.

Oliver fra Travelscoop

Mit navn er Oliver, og jeg er en 25-årig nordjyde med rejsefeber. Med en masse rejseerfaring i rygsækken finder jeg dagligt de bedste rejsetilbud til dig. Du kan læse mere om mig (og Travelscoop) ved at klikke HER. __________________________________________________________________________________________________ Dette indlæg kan indeholde affiliate-links (reklamelinks).

Skriv en kommentar